Side:Gerhard Gran - Norges dæmring.djvu/36

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
38

drageren, Enken og den Fangne[1] sukke nu, da Du har forladt dem:

»Borte er vor bedste Ven
Ingen er som Han igjen«

— — — — Verdens Roes og Menneskers Bifald veier ikke op mod dette Samvittighedens Vidnesbyrd: »Jeg mener baade Gud og Mennesker vel med, hvad jeg gjør, — der er ingen Modsætninger mellem mit Hjerte og mine Handlinger.« Og saa forholdt det sig med Dig, ved hvis Urne jeg her taler. Ærlighed var virkelig et Grundtræk i din Caracteer, og en Nidkjærheds Aand besjelede Dig. Ei alene vilde Du alt hvad Du kunde, men Du anstrængte Dig endog over Dine Kræfter.«[2]

I sit væsen var presten Welhaven en ualmindelig livlig mand, der altid var i bevægelse; ligesom sønnen ledsagede han gjerne sine ord med sterk gestikulation; P. A. Jensen erindrer ham »gjennempilende Gaderne med utrolige lange Skridt — hvad der ikke just tog sig præsteligt ud, naar han om Søndagene med

  1. Welhaven var ogsaa prest ved »Tugthuset«.
  2. C. Bruun: Tale Ved Pastor og Ridder Welhavens Gravfæstelse. Bergen 1828. Trykt til Bedste for Hospitalslemmerne, hos Chr. Dahl, R. S.