drageren, Enken og den Fangne[1] sukke nu, da Du har forladt dem:
»Borte er vor bedste Ven
Ingen er som Han igjen«
— — — — Verdens Roes og Menneskers Bifald veier ikke op mod dette Samvittighedens Vidnesbyrd: »Jeg mener baade Gud og Mennesker vel med, hvad jeg gjør, — der er ingen Modsætninger mellem mit Hjerte og mine Handlinger.« Og saa forholdt det sig med Dig, ved hvis Urne jeg her taler. Ærlighed var virkelig et Grundtræk i din Caracteer, og en Nidkjærheds Aand besjelede Dig. Ei alene vilde Du alt hvad Du kunde, men Du anstrængte Dig endog over Dine Kræfter.«[2]
I sit væsen var presten Welhaven en ualmindelig livlig mand, der altid var i bevægelse; ligesom sønnen ledsagede han gjerne sine ord med sterk gestikulation; P. A. Jensen erindrer ham »gjennempilende Gaderne med utrolige lange Skridt — hvad der ikke just tog sig præsteligt ud, naar han om Søndagene med
