sin henrettelse, vilde han ingen anden prest se end Welhaven; men ham hørte han paa, — og Welhaven var hos ham til det sidste. Trofast gik han i sin gjerning til sin død, og det synes at være noget mere end de almindelige taleblomster, naar stiftsprovst Bruun ved Welhavens baare siger: »— — Ja! Du gik indtil Du saa godt som segnede, gik der hvor mangen anden skulle have krympet sig for at gaae, gik til dem, som kommer til Ingen, og til hvem Faae ville komme, og hvis Klage det blev: »Min Plage er hver Morgen nye over mig.« Du gik, ei fordi Du maatte, men fordi Du selv vilde, gjorde det saa gjerne, gik med Liv og Sjel, med Mod og Kraft, med Lyst og Iver, fordi det var Frihed for din Aand, Salighed for dit Hjerte, at gaae i din Herres Ærinde, at gjøre en Evangeliets Gjerning, fordi det hørte til Dine gladeste, Dine saligste Timer, at forkynde Guds Raad til Salighed — — — — Nei! hvormeget af det Gode, som Du har virket til Vederqvægelse for Lazari Brødre og Søstre, for Enker og de Faderløse, for de bundne og fængslede, hvormeget af den Olie og Viin, Du har øst i den Elendiges Saar, skulle man ikke have savnet, om Du ikke havde givet Mere, end Du var pligtig at gjøre, men hvorfor ogsaa Kors-
