Side:Gerhard Gran - Norges dæmring.djvu/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
36

han den opgave at trøste den menneskelige elendighed i dens allermest frastødende skikkelser; man maa erindre, at spedalskhed i begyndelsen af aarhundredet var noget ganske andet end nu, da internering og desinfektion har begrænset sygdommen paa en dengang uanet maade; de rædselsfulde former af syg- dommen med de halvt bortraadnede og stinkende legemer var dengang meget almindeligere end nu, — og lægen var endnu ikke kommen til for at lindre deres ulykke, — presten var baade deres legemlige og sjælelige forsørger. Blandt disse ulykkelige var Welhaven som en fader, der aldrig veg tilbage; og til ham kom de med alle sine sorger. Han synes at have elsket dem; da engang en indsender i byens avis foreslaar, at man skal paalægge de spedalske at bære slør, for at de mindre skal incommodere byens borgere, svarer Welhaven ham i ord, der dirrer af krænket menneskekjærlighed.[1]

Han kunde da ogsaa i sjelden grad glæde sig over kjærlighed og tillid fra smaafolks og de ulykkeliges side; det er bekjendt, at da falskmyntneren Fenstad skulde forberedes til

  1. »Bergens Adressecontoirs Efterretninger« 1813, no. 20 og 21.