Else synes med stille trods at have opponeret mod faderens mørke livssyn og i hemmelighed at have listet sig til forbudte glæder. Naar hun sad ved sin rok, kunde hun stundom, selv i faderens nærværelse, stjæle sig til at kige ud af vinduet, ud til verden. Naar den gamle opdagede det, gik han høitidelig hen og trak gardinet for. — Om søndagen pleiede Else at have sin gang i tyske-kirken, men altid fulgt af sin 26 aar ældre søster Eva, der holdt skarpt øie med hende. »Engang sad de i kirken, da tjenesten udførtes af hospitalets unge kapellan, J. E. Welhaven. Han saa fra alteret den smukke Else og var ikke herre over sine øine, saa hun anede, hvor de vilde hen, da der mødte hende et strengt ord fra søsterens læber: »Else! se i din salmebog.«
Den unge kapellan kunde let skaffe sig anledning til at faa et erinde til Cammermeyer, der blev kaldt ned fra studerekammeret og modtog ham med spørgsmaalet: Er det Welhaven? — Ja. — Sæt sig ned! — Else blev distraheret og saa paa den fremmede; men søsteren var der straks med sit: »Else, pas din rok!«, og til rokkehjulets lyd blev den unge mand siddende med den livligste tale, der trak ud til middagen, som han maatte
