Side:Gerhard Gran - Norges dæmring.djvu/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
35

var altid fyldt; han trak »Mange, især af den simple Borgerclasse, fra Byens yderste Kanter ind i sin henimod »Stadsporten« liggende Kirke«.[1]

Selv Pavels, der var noget af en feinschmecker, naar det gjaldt geistlig veltalenhed, og som havde meget at indvende mod Welhavens høirøstede manér[2] og overdrevne gestikulation, hans planløshed og aforistiske manér, indrømmer dog, at »den Mængde Almuemennesker, som var hans Tilhørere, have hørt ham med Velbehag og Rørelse«. Han finder hos ham et »Liv i Foredraget, der synes at vidne om Hjertets Deltagelse hos Taleren«.[3]

Idethele samstemmer alle vidnesbyrd om at lovprise presten Welhavens hjerte, og han indehavde jo ogsaa en stilling, som krævede mere end almindelig offervillighed; som prest for de spedalske ved St. Jørgens hospital havde

  1. P. A. Jenssen, l. c. p. 238.
  2. Dagbøger 1817—22, p. 427: Pavels har været i barnedaab hos Welhaven: »Drengen, som blev opkaldt efter sin Fader, skraalede ganske umenneskeligt; det var maaske et Omen for, at han engang vil træde i sin Faders Fodspor, og raabe saaledes ud af Struben, at hans Tilhørere blive døve, inden han selv bliver hæs.«
  3. Ibidem p. 451.