Side:Gerhard Gran - Norges dæmring.djvu/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
34


Saaledes var det samfund, som Johan Sebastian Welhaven voxede op i, indtil han blev student.

Et samfund af spidsborgere med et tyndt islæt af aandsaristokrater, der søger at hævde den aandige kultur med fattige midler.

Desværre kjender vi ikke Welhavens forældre tilstrækkelig, hverken til at gjøre grundede slutninger om sønnens aandsarv eller til at danne os et intimt billede af de hjemlige indflydelser, han voxede op under.

Faderen synes i intellektuel henseende ikke at have raget op over det almindelige; som saa mange af tidens prester skriver han af og til vers, men i ingen af de digte, jeg har kunnet komme over, sporer jeg nogen selvstændig poetisk begavelse; det er det almindelige rimede prosa, som udgjør en saa væsentlig del af hine dages spalteføde i aviserne; ogsaa hans talrige i »Bergens Adresseavis« indrykkede gravskrifter (»Paa Pladen«) er støbt i den gjængse rhetoriske skabelon fra det attende aarhundrede, og i de prækener, som er efterladte efter ham, finder vi hverken nogen forstandens overlegenhed eller nogen fantasiens flugt.

Han maa dog have været i besiddelse af en vis populær veltalenhed; hospitalskirken