Side:Gerhard Gran - Norges dæmring.djvu/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
33

som ellers, ikke saalidet af en aandsaristokrat; han tænkte stadig med vemod tilbage paa sine minder fra Kjøbenhavn og Bakkehuset og følte sig ofte som en forvist i fiskebyen. De af eleverne, hos hvem han fandt indgang for sine bestræbelser for at vække sandsen for det skjønne, »fik med det samme hans varme Hjerte; alle andre vare udelukkede derfra som et profanum vulgus« (P. A. Jensen). Thomas Erichsen beklager sig i den ovenciterede selvbiografi over stadig at være udsat for hans spot, fordi han ikke hørte til hans yndlinge, og han var sikkert ikke den eneste, som led kvaler, naar Sagens vitser og klassens latter haglede ned over hans hoved.

Ogsaa paa skolen stillede Sagen sig i levende opposition til den kjøbmandsaand, som omgav ham; og han kunde heri undertiden drive det saavidt, at han dybt saarede sine elevers følelser. En af hans elever, søn af en gammel kjøbmandspatricier, har for mig udtalt, at han hadede Sagen af et oprigtigt hjerte, fordi han i sin undervisning havde benyttet enhver leilighed til at haane hans faders stand.