bage, og for ret at faae noget Klækkeligt paa engang, indrettede jeg mig en stor Foliant og gav mig til at nedskrive Løst og Fast.« —
Sagens begeistring for smuk læsning er bekjendt nok; han opdrog sine elever til deklamatorer, og denne interesse bevarede de ogsaa ofte, efterat de havde forladt skolen; i studentersamfundets blad omtales flere gange bergenserne som dygtige deklamatorer. Ikke mindre omhyggelig var han i sin gjennemgaaelse af de danske stile; hvad han her især lagde vegt paa, var udtrykkets vellyd; »Gjennemførelsen af de Rahbekske Regler om Ordenes og Sammenføiningernes »Renhed, Rigtighed, Tydelighed og Passelighed« drev han til det Yderste, og han var en uforsonlig Hader af alle Forsøg paa at fornorske, eller, som han vilde kalde det, forfjaske Stilen ved Optagelse af Bygdeord eller folkelige Udtryk og Vendinger. Jeg husker meget godt, at jeg engang i en Beskrivelse over »Norges Herlighed« havde dristet mig til at bruge Ordet »Vasdrag«; men det blev strøget som et Pøbeludtryk, og jeg selv gjort mistænkelig som en plebeiisk Aand.«[1]
Plebeiisk var et ord, der ofte forekom Sagens jargon; han var i sin undervisning,
- ↑ »Illustreret Nyhedsblad« 1863, p. 69 ff.
