forvilder sig stadig i gaderne og efterlyses, herskaber og tjenestefolk diskutterer sine mellemværender i avisens spalter, ingen har adresser eller gadenumre, alle véd, hvor alle bor; og over dette lille samfund staar i mange aar den almægtige bisp, Joh. Nordahl Bruun; hans praktiske, jordvendte sjæl synes at have svømmet som fisken i vandet blandt disse borgere, som alle er optaget af »at klarere udgifter«, han staar for den almindelige mand som »Zions overvægter« (som en begeistret avisindsender etsteds kalder ham), der ordner alt paa det bedste med Vorherre; og da han dør, strømmer byen over af taarer, og avisernes poeter blir aldrig trætte af at stemme sine harper; — i vers og prosa, paa norsk og latin lovprises »vor berømmelige« biskop gjennem hele aarganger; kun Jonas Rein og en og anden mindre kjendt skumler knurrer i sine breve over den mægtige afdødes intellektuelle mangler og paafaldende karakterbrøst.
Dette samfund mangler dog ikke sit lille aandsaristokrati, som næsten udelukkende rekruteres fra embedsstanden. — Embedsmændene indtog i hine dage, som bekjendt, en ganske anden stilling end nu; deres gager var i forbindelse med de talrige sportler i regelen tilstrækkelige til at sikre dem øko-
