nomisk uafhængighed. De dannede paa en maade en adel i vort unge samfund, der til en begyndelse ikke var saa demokratisk, som man kunde faa indtryk af ved bare at gaa ud fra grundloven; en meget hyppig vending er: embedsmænd — og borgere og bønder; — kjøbmænd, haandverkere gaardbrugere dannede tilsammen »folket« i modsætning til embedsmændene; disse var jo saagodtsom enebesiddere af den høiere dannelse og følte sig herigjennem som en egen societet, der sluttede sig sammen paa basis af den høiere kultur. Herved udvikledes megen hovmod embedsdespoti, der havde den rigeste anledning til at faa praktiske udslag i de mange aar, som gik hen, før den kommunale lovgivning blev ordnet paa en tilfredsstillende maade. Men paa den anden side maa man i det hele og store sige, at embedsmændene hævdede sin plads med glans, besjæledes af fædrelandskjærlighed og almenaand og var uundværlige som førere i de første vanskelige aar, da det var saa magtpaaliggende, at vort offentlige liv blev præget i brugelige former.
Bergen adskilte sig i denne henseende ikke væsentlig fra landets Øvrige stæder. Ogsaa her var en liden kreds af embedsmænd, som skilte sig ud fra borgerne, som levede sit
