Isoleret som den laa og langt borte fra de vigtige begivenheders skueplads, levede byen sit liv videre, uden at 1814 i synderlig grad synes at have bragt forandring i forholdene. Tolvklokken kaldte til børs, og femklokken til klub og perial som før, byen grænsede fremdeles til vand og torsk, og punschen bestod som altid af »Rom, Sukker og Citronsaft«.[1] Mellem fiskehandel og kortenspil og drik deltes tiden; — her var handel »den eeneste Vei til at gjøre Lykke«,[2] og fylderi den eneste form for moro.
Bergen havde længe været bekjendt som landets bedste drikkeby. Steffens’ skildringer af, hvorledes det gik for sig i bergenske selskaber, er neppe synderlig overdrevne: »Jeg blev først indbuden til en rig kjøbmand, hvor jeg traf en mængde andre kjøbmænd samt endel læger, jurister og prester. Husets frue viste sig først, da vi gik tilbords, tog plads ved bordets øvre ende, gammeldags klædt, generet og stille; ingen tog hensyn til hende; hun sagde ikke et ord under hele maaltidet, og da desserten blev serveret, reiste hun sig fra bordet; vi blev siddende tilbords længe efter, og ingen lagde merke til, at hun gik.
