Haardelig maa vi, ligesom Knudsen, stande til rette for vore »Møkkurkalver« eller Maalstræverord. Disse er ogsaa slemme af og til. Og Storm har Ret i, at Fremmedord ikke staar til at undgaa. Det har ogsaa fra Maalmandsside været hævdet, at det ikke er Ordforraadet, som først og fremst afgjør et Sprogs Nationalitet. Engelsk er ligefuldt et selvstændigt Sprog, fordi om en Mængde af dets Gloser skriver sig fra Frankrige. Det er Valget af Ord og Behandligen af dem, i det hele Sprogets lydlige og grammatikalske Love, som bestemmer Nationaliteten. Oversættelser af fremmede Kultur-Ord duer kun, forsaavidt de falder lette og naturlige.
Men derfor er de »lavede Ord« i Grunden heller ikke farlige. Hvis de er brugbare, gjør de godt; hvis ikke, saa — vinder de simpelthen ikke Indgang. Den eneste Skade, de volder, er, at de berøver vedkommende Ordlaver en del Læsere og en del Anseelse som Sprogkunstner; og det kan være slemt nok. Men det er da ikke uoverstaaeligt. Jeg synes derfor, at det ikke er nogen Grund for Korstog mod Ordlavninger i Almindelighed. Tvertimod. Jo flere Forsøg der gjøres, jo flere Chancer for, at de kan lykkes tilsidst. Selv uheldige Forsøg kan faa Betydning, nemlig ved at fremlokke de bedre. Sproghistorien lærer os, at det er med Ord som med andre Væxter: de første Former kan være ufuldkomne, ja monstrøse; men af
