disse ufuldkomne Former voxer de fuldkomnere frem. Vi kan med Professor Storm gjerne smile over vore stundom forbausende Ord; men vi behøver ikke at »opgive Ævret«.
Vi bør ikke falde tilbage til den gamle dansk-norske Beundring for Fremmedord. »Exorbitant« er godt; men for os er »overdrevent« alligevel at foretrække. Det eret Fortrin ved et Sprog, at det har Udviklingsevne i sig, d. v. s.: kan skabe Nydannelser ud af sig selv. Sproget bliver paa den Vis ikke blot mere forstaaeligt, og det for alle Samfundsklasser; det vinder ogsaa i indre Samklang. Fremmede Ordstammer i et Sprog er som Humper i en Vals eller som Klepper i Grød, ialfald indtil de om et hundrede Aar eller saa er skikkelig assimilerede.
Men det kan være naturligt for os med vort dansk-norske Blandingssprog ikke rigtig at have Øre for denne indre Harmoni i Sproget. Ja ikke engang Interesse nok for vort Sprog til at gide udvikle det. Selv Professor Storm har en vis Svaghed for Fremmedord. Han synes de passer farlig godt ind i vort »letvindte dansk-norske Kultursprog«.
Jeg har ogsaa ellers stødt paa en saadan Opfatning. Man anser det virkelig som et Fortrin ved et Sprog, at det kan rapse flinkt, har Øvelse i at fiffe med laante Fjære.
Nu, Mestertyven er jo ogsaa en Art Helt.
