Side:Garborg - Vor Sprogudvikling.djvu/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


delse øve paa den almindelige Sprgfølelse. Det er en saadan Skjæbne, som truer alle vore Bygdemaal, om Kulturmaalet faar herje som hidtil; og dermed vil alle Fornorskningens Kilder være udtørrede.

Skal det blive Alvor af med den Tilnærmelse mellem Bygde- og Bymaalene, der ogsaa for Prof. Storm staar som Betingelse for en norsk Sprogudvikling, saa maa der sørges for, at de gode Bygdemaal faar virke. Men dette maa foreløbig ske ad literær Vei.[1]

Fra hver enkelt Bygd kan imidlertid ikke megen Literatur ventes. Derimod turde efterhaanden alle Bygde tilsammen kunne præstere saa meget, at det fik en vis Betydning.

Men dersom ny de forskjellige Bygdemaal blev skrevne hver paa sin Vis, saaledes at det blev Forskjellighederne mere end Enheden, som traadte frem, vilde en saadan Literatu ikke blive tilgjængelig for andre end Specialister.

Blev derimod Dialekterne skrevne efter en fælles Regel, ialfald i det hovedsagelige, en Regel, der var let at sætte sig ind i, og som i Skrift gav Dialekterne et nogenlunde ensartet og ikke altfor vanskeligt Udseende, — da var der Mulighed for,

  1. Naar Bygdefolk tale med Byfolk, »knoter« de gjerne. Kommer de til Byen, skynder de sig at aflægge Bygdemaalet helt. Som Prof. Storm rigtig har iagttaget: siger et norsk Bymenneske til sin Tjenestepige: det er kaldt i Dag, svarer hun ufravigelig: ja det er svært koldt. Der skal ingen høre paa hende, at hun er fra Bondelandet!