Side:Garborg - Vor Sprogudvikling.djvu/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


at Folk kom til at læse, hvad der maatte have Værd af Dialekliteraturen. Og da vilde de gode Bygdemaal faa indvirke paa Sprogfølelsen.

Det var dette Ræsonnement, der (ved Siden af et andet, jeg straks skal nævne) bragte Ivar Aasen til at gjøre sit berømte Forsæg paa en fælles Skrivemaade for Dialekterne.

Den stilfærdige Lærde tænkte ikke paa nogen Revolution.

Først tænkte han paa Bygderne. For dem vidste han, at det vilde have Betydning at faa Bøger i en Form, der laa deres egen Tale nogenlunde nær. Herpaa lagde nok Aasen personlig mest Vægt. En saadan Folkeliteratur vilde ikke fortrænge den dansknorske; den kunde jo faa en ganske bra Plads ved Siden af. Men Betydning for den dansknorske kunde den faa, nemlig ved stadig at holde frem, hvad der virkelig var norsk og ved at gjøre norske ord og norske Talebrug stedse mere kjendte.[1]

Saadan tænker vi endnu.[2] Der har ganske vist ogsaa været Maalmænd, som har seet Feil i

  1. Om Ivar Aasen skriver Storm rigtigt og smukt:
     »Han var stor i alt, hvad han gjorde; ogsaa hans Landsmaal var et storslagent Experiment, stort tænkt og skjønt Formet. Selv om det ikke kan naa frem til almen Gyldighed, saa skal det dog staa for os som et Ideal, et Mærke, der skal vise os, hvad der er norsk« (udhævet her).
  2. Sml. Føvrigt sidste Artikel, hvor vor Mening om Udviklingens endelige Resultat er antydet.