Skal imidlertid Dialekterne kunne øve den Indflydelse, der tilkommer dem, saa maa de blive tilgjængelige for Almenheden.
Det er ikke nok, at de optegnes og bliver liggende i Ordbøger og Bibliotheker som en død Skat. Skal de faa gjort sin Indsats i Sprogudviklingen, maa de ledes ind i »Livet«; de maa blive og stadig forblive kjendte af saavidt muligt den hele Nation.
Egentlig skulde Dialekterne kunne paavirke Kultursproget direkte. De gjør det ogsaa tildels. Men Kultursproget har den Vanskjæbne, at det med eller mod sin Vilje fordærver Dialekterne. Byerne udtørrer Bygdemaalene omkring sig, forvandler dem til Vulgærsprog, hvorfra der nok ingen videre Fornyelse vil kunne hentes. Disse Vulgærmaal udmærker sig nemlig først og fremst ved Fattigdom. De gamle Udtryk for høiere Forestillinger dør; de tilsvarende nye fæster ikke Rod, bruges sjelden og ugjerne og falder tilsidst bort, nemlig naar det Begreb, de skulde udtrykke, ved langvarigt ikke-Brug selv er henblegnet. Tilbage bliver kun det tarveligste Hverdagssprog, hvori der ikke længer kan samtales om høiereliggende Ting. Dette er en af Grundene til den Raahed, som pleier at kjendemærke vore Kulturcentrers nærmeste Omgivelser. Vulgærmaalene udmærker sig dernæst, og tildels som Følge af det anførte, ved en vis Simpelhed i Tone som ved Slurv og Forvirring i Form og kan saaledes ialfald ingen gunstig Indfly-
