Side:Garborg - Vor Sprogudvikling.djvu/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Noget senere begynte Knudsen sit »dansk-norske Maalstræv«.

Saaledes var begge Sider af Wergelands Tanke traadte ud i livet. Bygdemaalene var opdagede og utredede; og for det Kultursprog, der skulde fornorskes, var den naturlige Vei til Norskhed funden, idet Grundsætningen om Talesproget som Skriftsprogets Kilde var gjort gjældende med Kraft, samtidig med, at dette Talesprogs allerede paabegyndte Udvikling i norsk Retning blev paavist.

Og Striden begyndte for Alvor.

Dannelsen var endnu i det hele bunden i de ældre Traditioner. Trods Adskillelsen fra Danmark havde Sproget endnu sine Hjerterødder der. Heiberg og de danske Efterromantikere var, om ikke altid bevidst, dets egentlige Klassikere og Mønstre. »Moderlandets Sprog« var for den under norske Intelligenskoloni Kulturens Sprog saa selvfølgelig og saa umiddelbart, at Frygten for en Fornorskningens Barbarisering var virkeligt, blødende Alvor. Man kunde taale en vis Norskhed i saadant noget som Folke-eventyr og Folkelivsskildringer; der havde den sin Plads og sin naturlige Begrænsning. Men Skriftsproget selv maatte forblive som det var. En mere eller mindre bevidst Fornemmelse af, at de danske Rødder alligevel holdt paa at løsne, gjorde Norskhedsfrygten nervøs i en Grad, saa at vi nu ikke rigtig skjønner det. Knudsens saavelsom aasens Maalstræv mødtes med det »Dannelsens Brøl af Harme og Haan«, som Bjørnson endnu for faa Aar