siden paakaldte i sin Kamp specielt mod »Bondemaalstrævet«. Saglig Diskussion kunde der da vanskelig være Tale om.
For at Forvirringen kunde blive fuldstændig, udbrød der ogsaa Krig mellem de to Norskhedsretninger indbyrdes. Knudsenmænd og Aasenmenn sloges, saa Fillerne drev. Veienes Forskjellighed gjorde, at det fælles Maal altfor ofte kom de kjæmpende af Syne. Wergelands Samlingstanke havde foreløbig splittet Nationen, hvad der dog kun vil sige, at de faktisk forhaandenværende Modsætninger var komne for en Dag.
Men de to Førere holdt tappert ud, og deres Geni i Forbindelse med Dygtighed og personlig Hædersfærd aftvang efterhaanden Agtelse. Yngre Kræfter sluttede sig paa begge Sider til. Arbeidet gik, trods al Strid, langsomt forover. Den første Forbitrelse fortog sig smaat om senn. Ligeledes Forskrækkelsen. Lyse Hoveder begyndte at ane, at »Maalstrævet« saa lidt som det »unge Gjenbyrdsliv« kunde »styrre Verdens Orden, bryde Aandens Baner af«; og der blev efterhvert Ørenslyd for saglige Udredninger. Nogle slog sig til Ro med, at Maaltanken i ethvert Fald var umulig; andre tog det endnu roligere og fandt, at lidt mere Norskhed egentlig slet ikke kunde skade.
— Nu, da de store Førere begge er gaaede bort, staar Sagerne saaledes:
Et selvstændigt norsk Kulturmaal er ikke opnaaet. Derimod hav faaet to Sprog. Deraf er
