Værdighed som Kongerige; det skulde bare skifte „Suveræn“. Og den nye Suveræn forpligtede sig udtrykkelig til at regjere Norge som eget Rige, ɔ: efter dets egne „Love, Friheder, Rettigheder og Privilegier“.[1]
Men ikke engang Kongeskiftet kunde Traktaten, som sagt, med retslig Virkning gjennemføre. Det er en sikker folkeretslig Sats, at en Traktat alene kan forpligte de kontraherende Parter. Norge var ikke kontraherende Part ved denne Leilighed; Kielertraktaten kunde altsaa ikke forpligte dette Land. Kongen af Sverige fik ved denne Traktat ingen lovlig Ret til at være Konge i Norge.
Kielertraktatens eneste retsgyldige Virkninger var følgende:
- Den danske Konge ophørte at være Norges Suveræn.
- Den svenske Konge vandt folkeretslig Adgang til at søge at blive norsk Konge. Den tidligere norske Konge vilde ikke længer hindre ham heri, men heller støtte ham, „saavidt det af ham beroede“.
Noget andet og mere kunde Kongen af Danmark ikke overlade eller give, eftersom han ingen anden Ret eiede over Norge end den, han ved selve Traktaten fraskrev sig.
„Da det norske Folk saaledes, hverken paa Grund af gjældende statsretslige Bestemmelser
med Hensyn til dets Forhold til den aftrædende
- ↑ Paastanden om, at Norge ved Kielertraktaten blev overdraget til Sverige har i Virkeligheden alene kunnet holdes oppe ved Hjælp af en falsk Gjengivelse af Traktatens Text; se ovennævnte Afhandling af C. Th. Sørensen og Rydins »Föreningen« S. 44, Noten.
