Side:Garborg - Norges Selvstændighedskamp.djvu/7

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Dette ved vi nu. I det oprindelige Forslag hed det virkelig, at Norge skulde overgives til „Sverige“. Men i Traktaten selv blev „Sverige“ udtrykkelig forandret til „Kongen af Sverige“, og det efter Ønske af Karl Johan selv.[1]

Han havde sikkert sin Mening med dette. Karl Johan var, som et svensk Blad har sagt, „en man, som kommit fjärran från och icke kände sig så fast i sadlen, som landets gamle förstar gjordt. Derför resonnerade han som så: två riken äro alltid bättre än ett; ty mister du det ena, kan det andra stå dig åter.“ Maaske havde han ingen særlig Tillid til de svenske „Kongemagere“. Folk, som havde myrdet en af sine Konger (Gustav 3) og fordrevet en anden, kunde tiltroes noget af hvert; derimod var Nordmændene i en næsten sørgelig Grad bekjendte for sin Kongetroskab.

Traktaten skjelner tydelig mellem „Kongen“ og hans „Rige“. Hvor den handler om Provinsen Pommern, heder det saaledes: Provinsen „skal tilhøre Kongeriget Danmark og deri indforlives“; men om Norge siger den: „det skal tilhøre Kongen af Sverige“ og „udgjøre et Kongerige forenet med Sverige.“ Denne Forskjel i Udtryksmaaden er meget betegnende.

Rettighederne over Norge blev, som C. Th. Sørensen siger i den ovennævnte Afhandling, aftraadte, ikke til Sverige, men til Sveriges Konge, og det „paa det udtrykkelige Vilkaar, at han ikke maatte give disse til Sverige, men at han skulde lade Norge være et selvstændigt Rige forenet med Sverige paa samme Maade som det tidligere havde været forenet med Danmark.“

Norge blev ved Kielertraktaten bekræftet i sin

  1. Dette har han ogsaa selv fortalt; se herom »Recueil des lettres etc. de Charles XIV Jean«, II, S. 58 fg.