Konge, ei heller paa Grund af almindelige statsretslige Grundsætninger, og ikke engang paa Grund af Krigens Ret kan ansees for at have været forpligtet til som et viljeløst Redskab for andres Formaal at overgive sig til den i Kielertraktaten udseede nye Konge“ (Rydin), saa havde Kielertraktaten for Norge ingen anden Betydning end den, at Landet derved blev løst fra sit Lydighedsforhold til de danske Monarker. I samme Øieblik var det da gjenindtraadt i sine ældgamle Rettigheder som eget Rige og kunde nu frit bestemme over sin Skjæbne, saa vidt dets Evne rak.
Vi ved, hvilket Indtryk Kielertraktaten gjorde paa Nordmændene. De havde altid været sin Landsfader tro. Nu havde denne Landsfader villet sælge dem, ikke blot til en Fremmed, men til en Fiende. Han havde ofret Norge for at redde Danmark. Saa maatte de da se, at Norge med al sin Troskab dog havde været Stedbarnet. Denne bitre Erfaring vakte endelig den norske Selvfølelse.
Andre Forhold og Indflydelser havde i senere Tid bidraget til at vække og nære Nordmændenes Fædrelands- og Frihedssind; læs herom Prof. Sars: „Historisk Indledning til Grundloven.“[1] Da saa Efterretningen om Kielertraktaten kom, samlede de sig om Landets Statholder, Ætlingen af deres gamle Kongehus, Prins Kristian Fredrik, afviste Kielertraktatens Voldsværk, gav sig i Kraft af Rigets urgamle Suverænitet en Forfatning og valgte Kristian Fredrik til Norges Konge. Og Landet stod frit og selvstændigt som i fordums Tid.
- ↑ De tusind Hjems Forlag; Pris 40 Øre. (En anden Bog, som bør læses er: Dr. Sigurd Ibsen: »Unionen«. Samme Forlag, 80 Øre.)
