lidende Nordmænd; 3) Transport af Forbrydere, der udleveres til norsk Myndighed; 4) Embedsreiser forordnede af Indredepartementet. Og til alle disse Udgifter havde Storthinget som sædvanligt uden Betingelse bevilget det fornødne (nemlig 150,000 Kr. til „Norge særskilt vedkommende Konsulatudgifter“.)
— Selv saadanne Midler havde Regjeringen maattet bruge i sin Kamp mod Flertalsviljen og Norges Ønsker.
Protokollen af 14de Januar 1893 havde antydet, at hvis Norge frafaldt sin Ret og indlod sig i Forhandlinger, kunde Sverige maaske ville indgaa paa „fælles Udenrigsminister, svensk eller norsk“. I Henhold hertil opstillede Høire som sit unionelle Program: „fælles Udenrigsminister, norsk eller svensk, ansvarlig for begge Landes Nationalforsamlinger.“ Herved er i Formen Ligestilletheden reddet; derimod er Norges Ret til Selvbestemmelse opgiven, — og det i Realiteten.
Dertil kommer, at Fællesministeren før er prøvetog funden urugelig.
Han blev foreslaaet af den 1ste Unionskomite. Der var dengang kun Tale om juridisk Ansvarlighed. Denne skulde for Fællesministerens Vedkommende gjennemføres saaledes: Baade Storthinget og Rigsdagen skulde kunne sætte ham under Tiltale. Sagen skulde behandles af en Jury bestaaende af Delegationer (Udvalg af Befuldmægtigede) fra begge Nationalforsamlinger (6 Mand fra hver). Fandt denne Jury ham skyldig, skulde Straffen bestemmes af Høiesteret i det Land, hvor Ministeren personlig hørte hjemme.
Men Forslaget blev afvist af den norske Regjering (Løvenskjold, I. H. Vogt, Herm. Foss,
