Hermed var Storthingets Ret til at bestemme
over Anvendelsen af Statens Midler i sin Grund
fornægtet. Der kunde ikke være andet igjen end
Ret for Storthinget til at sige Nei til visse
Bevilgninger. Men ogsaa denne Ret skulde blive
angreben.
Den 25de September 1893 nægtede Regjeringen at opsige det fælles Konsulatvæsen med Sverige. Da den saaledes ikke vilde opfylde den Betingelse, som var knyttet til Bevilgningen, kunde den hellerikke bruge Pengene. Men saa paatog den sig paa egen Haand at bevilge til det fælles Konsulatvæsen. Den bevilgede af Norges Konsulatindtægter (der er norske Statsindtægter ligesaa vel som f. Ex. Tildintrader); og hvis disse ikke strak til, skulde det videre fornødne udredes af Bevilgningen til — „uforudseede og tilfældige Udgifter“.
Ganske vist kan „uforudseede og tilfældige Udgifter“ betyde meget og mangt. Men at dermed ikke kan menes Udgifter, som af Storthinget er forudseede og betingelsesvis nægtede, er saa klart, at en Regjering, som tillader sig saadant, i det hele taget ikke længer kan antages at repektere Grundlovens BEstemmelser om Bevilgningsretten.
Som en Slags Undskyldning for denne sin hidtil i Norge uhørte Fremgangsmaade anførte den, at de Udgifter, hvorom her var Tale, var saadanne, som „retslig paalaa“ den norske Stat. Konsulerne skulde kunne sagsøge Norge for dem.
Men efter Konsulatforordningens §§ 119 og 121 har ikke Konsulerne retsligt Krav paa Norge for andet end hvad der medgaar til: 1) Hjemsendelse af norske Sjøfolk; 2) Understøttelse til andre nød-
