skulde have Tid til at forberede en ny Ordning for sit Vedkommende.
Derpaa bevilgedes det fælles Konsulatbudget for 1893—94 med Kr. 340,450 samt Kr. 50,000 til Forberedelse af Organisationsplan for eget norsk Konsulatvæsen. Men til disse Bevilgninger føiedes følgende Betingelse:
at Regjeringen uopholdelig skulde meddele den svenske Regjering den besluttede Opsigelse, og at den skulde fremlægge for næste Storthing de fornødne Forslag for Oprettelse og Organisation af et eget norsk Konsulatvæsen overensstemmende med den i Indredepartementets Betænknig af 14de Marts 1892 opgjorte Plan.
De øvrige Poster, deriblandt Kr. 150,000 til „Norge særskilt vedkommende Konsulatudgifter“, bevilgedes som sædvanlig (Stfh. 1893, 7. D., S. 2312—2350).
Men den Stangske Mindretalsregjering afslørede sig som Kampregjering. Mod Storthingets (25de Mai) udtrykkelig udtalte Vilje lod den 10de Junibeslutningen udstaa. Ikke-Anvendelsen af de eztraordinært bevilgede Kr. 50,000 søgte den at forsvare med en ny Lære om Storthingets Bevilgningsret. Thinets Bevilgninger var kun „Summer, som var stillet til Kongens Raadighed“, og det stod til Kongen, om han vilde benytte eller ikke benytte dem (Bevilgningsveto); ja, han kunde ogsaa selv afgjøre, i hvilken Budgettermin han vilde lade
dem komme til Udgift.[1]
- ↑ »Opfattes Kongens Nægtelse af Tilfølgetagelse af en Bevilgningsbeslutning som en Erklæring om, hvorvidt han agter at benytte eller ikke benytte et til hans Raadighed stillet Beløb, findes ingen Anvisning i Grundloven om, at Kongen skulde tabe sin Adgang til at benytte Bevilgningen ved ikke ingen Udgangen af Budgetterminen at have udtalt sin Bestemmelse.« (Sth. Dok. No. 103 for 1893.)
