Petersen, Fr. Stang o. fl.) som upraktisk. Disse Mænd kunde „ingenlunde“ være med paa denne Ordning. Den vilde „føre til fast uløselige Forviklinger og Vanskeligheder.“ Derfor prøvede de med et andet Forslag: Fællesministeren skulde være enten norsk med Ansvar for Storthinget eller svensk med Ansvar for Rigsdagen. Men dette Forslag vilde ikke Sverige vide af igjen. Som en Høireforfatter har sagt: Svenskerne vilde aldrig have taalt, at Sveriges Udenrigspolitik blev leder af en norsk Mand, der bare var ansvarlig for Storthinget.
Dermed var Fællesministeren færdig. Den 2den Unionskomite lod ham hvile i Ro. Kun Komiteens svenske Medlemmer vilde have gaaet med paa ham, — dersom de havde faaet Unionsparlament (Fælles-Storthing). Men det var der jo ikke Tale om for Norge at gaa med paa. Thi Unionsparlament betyder Samrøring, og Samrøring vil praktisk talt sige: det mindre Lands Opgaaen i det større, Norges gradvise Forvandling til svensk Provins.
Fællesministeren var umulig. Alle var enige om det. Prof. Aschehoug udtalte: „Saa længe man ei har noget Unionsparlament, kan man ingen fælles Udenrigsminister faa.“ „Det lader sig overhovedet ikke gjøre“, siger han, „at stille Udenrigsministeren i samme Forhold til begge Riger“; thi enten maatte man da gjøre ham uansvarlig — „hvilket intet af Rigerne vil“ —, eller man maatte sætte ham under Kontrol af et Unionsparlament, — „hvilket Norge ikke vil.“ Nogen anden Udvei til at gjøre Udenrigsministeren fælles „kan intet
Menneske paavise,“ siger Aschehoug.[1]
- ↑ »Om unionskomiteens Udkast til ny Foreningsakt«, S. 170—71. Sml. Unionsakt-debatten 1871.
