lig efter Forholdenes Natur nærmest være at søge i Rigsakten selv som det Dokument, der indeholder Reglerne for Unionsforholdet mellem Rigerne.« I sammensat Statsraad maa kun, mener Regjeringen, de Sager behandles, som „under ét og umiddelbart angaar begge Riger“[1].
Denne Opfatning blev pligtmæssig hævdet af Regjering som Storting ogsaa i 1891. Det blev endvidere med Klarhed fremholdt, at der maatte skjelnes mellem Principspørgsmaalet: hvert Riges Raadighed over sine politiske Institutioner, og det ydre Fællesskab i Arrangement, som en tilfældigt bestaaende Ordning kunde have medført i det praktiske. Om Forandring i Arrangementet kunde og vilde man forhandle; men der kunde ikke „kjøbslaaes i sammensat Statsraad“ om Norges eller Sveriges engang vundne og gjensidig anerkjendte Selvstændighed. I Overensstemmelse med en Erklæring af Regjeringens Chef, Statsminister Steen, hævdede Storthinget i Moursunds Dagsorden, at „Spørgsmaalet om, hvorvidt Norge skal oprette eget Konsulatvæsen, er et udelukkende norsk Spørgsmaal, der bliver at behandle og afgjøre alene af de norske Statsmyndigheder, medens den derpaa følgende Afvikling af det hidtil bestaaende Fællesskab maa blive Gjenstand for Forhanldinger mellem norske og svenske Myndigheder.“ Til Tanken i denne Dagsorden sluttede ogsaa de moderate sig;
deres Ordfører, Ueland, udtalte, at denne Opfat-
- ↑ Dette har ogsaa været Praxis. »Hvis der kun har været Spørgsmaal om, at Kongen skulde udøve Regjeringsmyndighed for det ene af Rigerne, maa det siges at have været den almindelige, skjønt ikke ganske undtagelsesfrie Praxis, at Beslutningnen, selv om den har angaaet noget fælles eller indbyrdes Anliggende, er bleven afgivet i vedkommende Riges særskilte Statsraad.« (Den 2. Unionskomite, Storth.-Forh. 1868—69, 7de Del S. 14.)
