Hovedorgan slog unionel Allarm. Eget norsk Konsulatvæsen, som „Morgenbladet“ i 1858 (23 Juni) havde betegnet som „den eneste Ordning, vi kan anse enten hensigtsmæssig eller stemmende med vort Lands Værdighed“, skulde nu intet andet være end „et Led i den unionelle Aktion“, som det „radikale Parti“ (Venste) beskyldtes for at forberede. konsulatkomiteens Indstilling var en „ensidig Dagbladsartikel“ osv. Trods denne Tales aabenbare Grundløshed, og skjønt der enkeltvis blev optraadt imod den ogsaa fra Høires Side, var Partidisciplinen i det hele saa stærk, at Høires Holdning i Sagen fra nu af blev en anden. Den sagkndige Komites Mening blev voerset; Sagen blev omdigtet til Bevis paa Venstres „Unionsfiendskab“; ved denne Appel til Svenskerne haabede man at berede Vanskeligheder for den norske Regjering. Det lykkedes.
Midt under Arbeidet med Konsulatsagens Forberedels modtog den norske Regjering en Underhaandsmeddelelse fra den svenske, hvori det bebudedes, at Sverige vilde gjøre Vanskeligheder i Konsulatsagen. Det skulde gjøres gjældende, at den hørte ind under Rigsaktens § 5 (Sager, som „angaar begge Riger“) og altsaa ikke kunde afgjøres af norsk Statsmyndighed alene.
Til dette kunde de norske Statsmagter aselvfølgelig intet Hensyn tage. De henholdt sig til den norske Opfatning, der indtil 1860 „ogsaa virkelig havde været svensk“: at ingen andre Sager gaar ind under Rigsaktens § 5 end de, der er »betegnede som unionelle“. Eller for at tale med den norske Regjering af 1861 (Foredrag 14 December): Naar dette Udtryk (Sager, som „angaar begge Riger“) tiltrænger Begrænsning, „maa denne, for ikke at blive mer eller mindre vilkaarlig, forment-
