overveiende vigtige Næringsgren er indordnet som Underafdeling af det svenske Udenrigsdepartement. Og Konsulat-Embederne benyttes for en stor Del som Vente- eller Retrætposter for svenske Diplomater. Den svenske Udenrigsminister giver Instruxer ogsaa i norske Anliggender; det norske Indredepartements Konsulatkontor har i Forhold til ham kun en underordnet Myndighed.
I Handelsomsætning staar Norge meget tilbage for Sverige. Komiteen har en Formodning om, at dette Forhold, hvad Udførselen angaar, kunde have været bedre, om vi havde havt et velordnet norsk Konsulatvæsen. De nuværende Fælleskonsuler maa enten stille sig neutralt overfor de to Landes Udførsel (være unyttige for begge Lande), eller de bliver partiske for det ene Land — og skadelige for det andet.[1]
Imidlertid betaler Norge til det fælles Konsulatvæsen ca. Kr. 580,000.₀₀, Sverige kun ca. Kr. 320,00.₀₀ om Aaret.
—Efter Behandling i norsk Statsraad blev Komite-Indstillingen med Regjeringens Udredning oversendt Storthinget 1892 (14 Marts).
Men det yderliggaaende norske Høire havde
allerede begyndt at gjøre Politik af Sagen. Høires
- ↑ Et Exempel: I Indien er der skarp Konkurrence mellem norske og svenske Fyrstikker; det er her Millioner om at gjøre. I 1892 blev til »norsk« og svensk Konsul her nede ansat — Agenten i Indien for »Sveriges almänna Exportförening«! — De norske Fyrstikfabriker skal allerede have begyndt at mærke Følger af dette.
Et andet Exempel: I December 1893 holdtes i Brüssel en international Udstilling af Fødemidler, deriblandt særskilt Afdeling for alskens Konserver, Fisk, Meieriprodukter, Vildt, Øl, Is, kort netop slige Sager, som vi kunde Konkurrere i. Vi har i Brüssel baade en Gesandt og en Generalkonsul; men vor Regjering blev ikke underrettet om Udstillingen, før det blev for sent for vore Forretningsmænd at deltage.
