ning i fornødent Fald maatte hævdes med Kraft. Høires og Moderates Forslag, der faldt, var nærmest at opfatte som et Udsættelsesforslag.
Den 10de Juni 1892 fattedes saa, paa Grundlag af den sagkyndige Komites Udredning og Regjeringens derpaa byggede Plan, den saakaldte „Konsulatbeslutning“:
„1. Idet Storthinget i det væsentlige godkjender den i Indredepartementets Betænkning af 14de Marts d. A. forelagte Plan for Oprettelsen af et eget norsk Konsulatvæsen, bevilges at Statskassens kontante Beholdning 50,000 Kroner til de for denne Palns Gjennemførelse nødvendige forberedende Forføininger.
2. Regjeringen anmodes om at indlede Forhandlinger med Sverige om Afviklingen af det konsulære Fællesskab og forelægge Resultaterne heraf for næste Storthing.“
Det var denne helt ud loyale Beslutning, et selvstændigt Rige ikke skulde kunne fatte i et for Landet betydningsfuldt Anliggende. Efter svensk, eller for at bruge Statsminister E. Stangs Udtyk: »ikke efter nogen norsk Mands« Raad nægtede Kongen at tage Beslutning til Følge.
Regjeringen undslog sig for at give denne Nægtelse Gyldighed ved sin Underskrift og indgav
Afskedsansøgning[1]
- ↑ Man har søgt at bestride Regjeringens Ret til at nægte sin Underskrift. Den skulde have protesteret til Protokols for at fri sig fra Ansvar, men underskrevet og dermed gyldiggjort Kongens Beslutning, uagtet den ansaa samme for landsskadelig. Denne Lære ophæver i Virkeligheden den konstitutionelle Ansvarlighed og stemmer heller ikke med, hvad der tidligere har været antaget. Den norske Regjerings Betænkning af 1847 (forfattet af Fredrik Stang) siger: »Den norske Grundlov gjør vel ikke Nægtelse af Kontrasignation til Pligt for Vedkommende, saaledes som den svnekse Regjeringsform; imidlertid
