gjentaget, at den Maade, hvorpaa disse Ting var ordnet, gav Norge Krav paa, at der skede en Reform.“
I Sammensat Statsraad 17de Januar 1891 udtalte Kongen, at Norge ved Behandlingen af de diplomatiske Sager ikke har opnaaet „den Deltagen, der svarer til dets ved Foreningen tilsikrede statsretslige Selvstændighed.“
Eget Udenrigsstyre var den eneste Løsning; men i Overensstemmelse med sine Traditioner vilde Storthinget gaa roligt og sindigt frem og ikke paa engang, men skridtvis, indføre den nye Ordning. Man besluttede at begynde med Spørgsmaalet om egne Konsuler, da dette formentes at have størst praktisk Betydning for Landet. Idet man under Debatten i 1891 fremholdt eget norsk Udenrigsstyre som Norges Program, fattede man foreløbig kun Beslutning vedkommende Konsulatsagen.
Der var fra alle Sider Enighed om den konstitutionelle Side ved denne Sag. Konstitutionskomiteen var „ikke i Tvil om, at der var fuld grundlovsmæssig Adgang for Norge til at ansætte særskilte norske Konsuler“, og Høires Fører, E. Stang, udtalte, at „kunde han overbevises om Nødvendigheden af norske Konsuler, saa gik han med derpaa, da hans Opfatning i denne Sag alene bestemtes af de norske Interesser.“
Efter Folkeretten gjælder det da ogsaa, at „enhver Stat, som har særskilt Flag, kan have sine egne Konsuler“. (Aschehoug, Norges nuv. Statsforfatn., 2den Udg. S. 168).
Storthinget besluttede (22de Juni 1891), at Spørgsmaalet skulde søges udredet, hvorefter den
