Side:Garborg - Norges Selvstændighedskamp.djvu/66

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

eller mere, end at der ifølge §&Nbsp;7 kun skal findes én Udenrigsminister i Interimsregjeringen.

Det er naturligt, at man kun tænkte sig én Udenrigsminister der. Under Interimsregjeringen har nemlig Norge alle sine Fagministre hjemme i Kristiania. Der skal de bestyre sine Departementer som ellers. De ti norske Statsraader i Interimsregjeringen er allesammen „Ministre uden Portefølje“ — har ikke noget Departement. Derimod fungerer de svenske baade som Fagministre og som Interimsregenter. Altsaa vil der i Interimsregjeringen overhoved findes én Fagminister af hver Sort, nemlig den svenske. Det bestemte Enkeltal har saaledes i ethvert Tilfælde sin Grund. Deraf at drage nogen Slutning af konstitutionel Betydning vilde være ganske utilstedeligt. Ved Særbestemmelsen i § 7 er intet paabudt om Ordningen af Norges Udenrigsstyre; men endnu mindre er derved noget forbudt.

Undertiden hører man sige, at om den bestaaende Ordning ikke stemmer med Lovene, saa maa den ialfald efter 80 Aars Brug have faaet en Art Hævdsret. Hellerikke det Argument holder Stik.

Den bestaaende Ordning har fra norsk Side aldrig været mere end taalt, og der har Gang paa Gang været forsøgt paa at faa den ændret.

Og siden den svenske Reform af 1885 er Norges Krav paa en Omordning fra alle Sider ubetinget anerkjendt.

I Storthinget 19de Juni 1891 udtalte f. Ex. Høires Fører E. Stang: „Det var den fulde Sandhed, at vi ikke kontraktmæssig havde indgaaet paa den bestaaende Ordning. Det var Forhold, som var taalt. Taleren havde dybt beklaget, at Sverige i 1885 havde forandret det ministerielle Raads Sammensætning, og han havde siden stadig