Under disse Omstændigheder skal nu de
diplomatiske Sager foredrages af „Statsministeren
for de udenrigske Anliggender“ ɔ: den svenske
Udenrigsminister.
Oprindelig stod der „Hofkansleren“. Ved at vælge ham og forbigaa Udenrigsministeren havde Storthinget i 1815 villet undgaa selv Skinnet af Fællesskab i de diplomatiske Sagers Behandling. Men i 1845 ophævedes det svenske Hofkansler-Embede, og Udenrigsministeren maatte da indsættes i hans Sted. Forandringen vakte ingen Opmærksomhed hverken i Norge eller Sverige. Man tog den fra begge Sider for hvad den var: en blot og bar reglementarisk Forandring[1].
Nu har man villet slutte: naar den svenske Udenrigsminister skal foredrage norske diplomatiske Sager under extraordinære Omstændigheder, saa maa det være Meningen, at han altid skal foredrage dem.
Feilslutningen er tydelig. Den særlige Bestemmelse for Undtagelsestilfældet kan ligesaa snart bevise, at der i Almindelighed gjælder en anden Regel. Under de og de særlige Omstændigheder tillades den svenske Minister brugt; deraf kan netop ikke sluttes, at han skal bruges bestandig.
Men saa har man lagt Vægt paa, at der staar bestemt Enkeltal: „Statsministeren for de udenrigske Anliggender“ (før: „Hofkansleren“). Altsaa slutter man, at der ifølge Rigsaktens § 7 kun skal findes én Udenrigsminister (eller før: én Hofkansler) i de forenede Riger.
Men i Virkeligheden vilde man af det
bestemte Enkeltal ikke kunne slutte noget andet
- ↑ Sth. Forh. 1845, VII, S. 72—73. Sml. Sth. Forh. 1842, III, S. 254.