„medgifvande“, var Bestemmelsen om det sammensatte Statsraad, der skulde behandle Spørgsmaalet om Erklæring af Krig.[1] Dermed var Paragrafens øvrige Indhold (almindelige diplomatiske Sagers Behandling) erklæret for at være en udelukkende norsk Sag, Sverige uvedkommende.
Men saa skal Rigsaktens § 5 (Grl. § 38) gjøre de diplomatiske Anliggender til Fællessag. Thi at diplomatiske Anliggender „angaar begge Riger“ maa vel erkjendes?
Nogle diplomatiske Sager „angaar begge Riger“, nemlig de, der vedrører Krig og Fred. De andre, d. v. s. næsten alle, kan og skal afgjøres af hvert Rige særskildt.
Forøvrigt har diplomatiske Sager aldrig været behandlede efter § 5; de behandles, som vi har set, efter § 11 og 12 i den svenske Grundlov.
Endelig, og især, har man villet henvise til Rigsaktens § 7; her skulde være en vis Støtte at finde for de svenske Fordringer.
Som før nævnt hører Rigsaktens § 7 med til Særbestemmelserne om den fælles Konge. Den bestemmer, at naar Kongen af en eller anden Grund er regjeringsudygtig, skal han erstattes af en „Interimsregjering“. Denne skal bestaa af 10 norske og 10 svenske Ministre og have sit Sæde i Stockholm.[2] Lighedsprincipet er til det yderste gjennemført. Saaledes skal det ved Lodtrækning afgjøres, om den svenske eller den norske Statsminister skal være Formand først; siden skal
de bytte hver Uge.
