kelig anerkjendt ogsaa af Sverige. Den er blevet Foreningsvilkaar.
Vi maa nemlig erindre, at Rigsakten under sin Tilblibelse for en væsentlig Del antog Karakter af en traktatmæssig Anerkjendelse fra Sveriges Side af Norges Ret som selvstændig Stat. Grunden var, at Sverige ønskede Unionen, medens Norge, „med motsträfvighet tilträdande den, søkte omgärda sig med garantier för sin sjelfständighet i densamma“ (Rydin, „Föreningen“ S. 250). I den Aand er den at læse og at fortolke. § 4 er et Bevis mere for Norges Ret.
Men samme § 4 har dog bestemt, at Krigs Erklæring skal behandles som Fællessag, indvendes der. Ja; tilfældigvis var det netop Krig og Fred, som efter Forudsætningerne skulde være Fællessag. Det er da rimeligt, at den undergives Fællesbehandling; deraf kan intet sluttes med Hensyn til de øvrige Sager i Paragrafen. Afsnittet om Krig er et Tillæg, som først senere er kommet til; at man fandt Plads for Tillægget om Fællessagen Krig ved § 26, kan ikke forvandle alt, som nævnes i § 26, til Fællessag. Hvad der oprindelig var ment som en udelukkende Rettighed for Norges Konge, vedbliver at være en udelukkende Rettighed for Norges Konge, indtil noget andet bestemmes. I § 26 (Rigsaktens § 4) er intet gjort til Fællessag uden Krig; alt det øvrige vedbliver altsaa at være hvad det var: en udelukkende Rettighed for Norges Konge.
Dette er udtrykkelig erkjendt ogsaa fra svensk Side.
Under de Forhandlinger, som gik forud for Vedtagelsen af Rigsakten, udtalte de svenske Stænder om § 26, at „det enda“ (eneste) i denne Paragraf, som skulde kunne fordre Rigsdagens
