Norges Udenrigsanliggender ved svenske Embedsmænd, da vilde de sikkerlig ikke have tilladt, at modsatte Bestemmelser kom ind „ved Inkurie“;[1]
2) at Spørgsmaalet om Udenrigsstyrelsen særskilt var under Overveielse i 1814. I Kristian Fredriks Forslag til ny Grundlov var Bestemmelserne om norsk Repræsentation i Udlandet strøgne med den Bemærkning, at Norge jo nu skulde have Udenrigsstyre fælles med Sverige. Man var altsaa fuldt opmærksom paa den Sag. Men trods Kristian Fredriks Forslag blev Mai-Grundlovens Hovedbestemmelser i denne Sag af Storthinget opretholdte.
Grundloven lader sig paa dette Punkt ikke rokke.
Og hvad Grundloven her havde bestemt, kunde hellerikke omgjøres ved Rigsamten, da Storthinget i 1815 savnede Bemyndigelse til at give nye Forskrifter i denne Sag. (Se ovenfor, Slutn. af Afsnit I).
Imidlertid har den svenske Opfatning, i Mangel af noget bedre, alligevel søgt at tilfortolke sig Støtte i Rigsakten. Det er dennes § 4, som skal have gjort diplomatiske Sager til Fællessag.
Men § 4 i Rigsakten er Grundlovens § 26, og den Del af Paragrafen, som handler om diplomatiske Sager, er ordret afskreven efter Grundloven af 17de Mai. Den kan da ikke have været ment som Fællesbestemmelse. Den hjemler Norges Konge Ret til at afslutte Traktater, udsende Gesandter osv., og hvad der ved Paragrafens Indtagelse i Rigsakten er sket, det er, at den norske
Konges Ret i denne Henseende er blevet udtryk-
- ↑ De svenske Kommissærer foreslog i 1814, at Ordene »Gesandter og Konsuler« skulde udgaa af § 22; men Storthinget »fandt ikke tilstrækkelig Aarsag til denne Paragrafs Forandring.« (Storth. Forh. Udg. af 1815, S. 256).
