det utvilsomt til en retmæssig Fordring, at Norge tilstædes den samme Garanti, som Sverige er i Besiddelse af, for at se samtlige enten egne eller begge Unionsstaters fælles diplomatiske Anliggender forsvarligen pleiede.“[1]
Vi anfører endelig en Udtalelse af den norske Regjering 1847, der i sin Indstilling om den 1ste Unionskomites Arbeide gjør opmærksom paa, „at den norske Grundlovs § 22 kfr. med § 92 formentlig tilstrækkelig godtgjør, at Norges og Sveriges Fællesskab i diplomatiske Anliggender ikke med Nødvendighed er grundet i de nu bestaaende Foreningsakters Bestemmelser.“
Betrager vi Grundloven selv, finder vi en Række Bestemmelser, som forudsætter eget norsk Udenrigsstyre.
§ 1 fastslaar for Norge et selvstændigt Riges Rettigheder i Almindeliged; til disse hører, som vi har set, ikke mindst Repræsentationsretten overfor Udlandet.
Vi kan fremdeles nævne § 31, der bestemmer, at alle norske Regjeringshandlinger skal kontrasigneres af en af de norske Statsministre (det er altsaa ulovligt, at norske Udenrigssagers Afgjørelse kontrasigneres af den svenske Udenrigsminister), samt § 75 g, hvorefter Storthinget skal lade sig meddelse
„de Forbund og Traktater, som Kongen paa Statens
- ↑ Sml. karl Johans Udtalelse til Storthinget 26de Oktober 1818: »De tvende Rigers Forhold til hinanden, der ikke er grundet paa Traktaten i Kiel, men paa mindrelig Overenskomst, giver Norge Ret til fuldkommen Reciprocitet i Forholdet til Sverige.« Norge har altsaa efter Konstitutionen samme Ret til norsk som Sverige til svensk Udenrigsminister; ved disse to Ministres Samarbeide fremkommer for Norge den rette »Deltagelse i de udenrigske Sagers Behandling«.