blive repræsenteret hos fremmede Magter ved fælles for begge Riger udnævnte Gesandter“.
Gaarders Grundlovsfortolkning: „Fællesskab i disse Anliggender strider endog ligefrem mod Grundlovens §§ 21, 22 og 92.“
Prof. Aschehoug: „At Norge skal være et selvstændigt Rige vil sige, at det skal have ikke blot sine egne Statsmagter, — men overhoved sine særskilte politiske Institutioner.“ Sin Lære om fælles (eller svensk) Udenrigsstyre bygger han ikke paa Grundloven, men, som Høire forøvrigt, paa et „Unionens Begreb“, som han har konstrueret uden at tage Hensyn til, at Unionens virkelige Begreb er i alle sine Punkter og Dele bestemt ved Rigsakten.
Indirekte har endog Karl Johan erkjendt, at Norge har lovlig Ret til eget Udenrigsstyre. I Brev til Norges Statholder (16de April 1818) bedre han denne anvende alle Grunde for at overbevidse Nordmændene om Urimeligheden af egne norske Gesandter m. v.; han nævner selv disse Grunde. Men der findes ikke et Ord om, at egne norske Gesandter skulde stride mod Grundlov eller Rigsakt.[1]
Protokolkomiteen og Odelsthinget af 1827 udtalte sig enstemmig for Vigtigheden og Grundlovsmæssigheden af særskilte norske diplomatiske Agenter (se ovenfor S. 37).[2]
Storthinget 1837 udtalte i en Adresse: „Saavel Norges materielle Interesser som dets politiske Værdighed so uafhængig Stat, og dets med Sverige
aldeles sideordnede Stilling i Unionen, gjør
