fordi den stemmer bedst med det virkelige
Sagforhold: enhver sit — to Stater forbundne
kun i Krig,
fordi enhver anden Ordning, som har været forsøgt, har vist sig umulig, og dette Spørgsmaal maa løses;
fordi den styrker Unionen og skal fæstne de Baand, som ofte har været svage; og endelig
fordi dette er den eneste Ordning, som Sverige kan gaa med paa uden at opgive noget af sit eget.
I disse Ord er Venstres hele Opfatning udtrykt.
Men det er ikke blot Venstres Opfatning; det er god, gammel norsk Opfatning overhoved.
Særlig om det første Punkt, at eget Udenrigsstyre stemmer med Grundloven, har vi en Række Udtalelser, som dels direkte, dels indirekte, beviser dette[1]. Saaledes siger Generalkonsul Munch-Ræder:
„Det er saa langt fra at være ved Grundloven af 1814 forbudt at have egen Udenrigsminister, at der tvertimod findes bestemte Antydninger om, at en saadan bør eller ialfald kan ansættes. — Og da Norge er et selvstændigt Rige, maa det ligefrem være berettiget til at have egen Udenrigsminister, hvis det ikke har fraskrevet sig denne Ret. Og nogen saadan Fraskrivelse har ikke fundet Sted.“ („Unionen og egen Udenrigsminister“, S. 18—29).
Fredrik Stang udtaler i sin Grundlovsfortolkning, at saaledes som Grundloven blev redigeret,
er det blevet „juridisk umuligt, at Norge kunde
- ↑ Læs herom mere hos: I. Utheim: »Grundloven om Norges Udenrigsstyre«. (»De tusen Hjems« Forlag 1894).
