Vegne har indgaaet med fremmede Magter“. Med „Kongen“ menes den norske Konge, og han slutter Forbund paa „Statens“, ikke paa de „to Staters“ eller paa „Unionens“ Vegne.
Men Hovedbestemmelserne findes i følgende §§:
§ 26: Den norske Konge har „Ret til at begynde Krig og slutte Fred, indgaa og ophæve Forbund, sende og modtage Gesandter.“
§ 22: Gesandter og Konsuler er Embedsmænd. De kan uden Dom afsættes af Kongen i norsk Statsraad; altsaa er de norske Embedsmænd.
§ 21: Som norske Embedsmænd skal Gesandter og Konsuler udnævnes af Kongen i norsk Statsraad og sværge eller høitidelig tilsgie Norges Konstitution og Konge Troskab og Lydighed.
§ 92: De skal være norske Borgere. Konsuler kan dog være af fremmed Nationalitet.
At Gesandter og Konsuler ikke mere end andre norske Embedsmænd kan underordnes et andet Lands Regjering er en Selvfølge. Ved at opstille et eget norsk Gesandt- og Konsulkorps har Grundloven ogsaa krævet et eget norsk Udenrigsdepartement som dette Embedsværks Overmyndighed (sml. ogsaa Grl. § 12).
Grundlovens Tale er saa tydelig, at Modstanderne af norsk Udenrigsstyre har maattet gribe til den Udvei, at paastaa, at §§ 21 og 22 i sin nuværende Form maa være indkomne i Grundloven ved en „Inkurie“ (Skjødesløshed).
Men vi ved:
1) at baade Storthinget og de svenske Kommissærer passede paa, hvad der i 1814 blev sat ind eller strøget ud i Grundloven. Havde Kommissærerne opnaaet Ret for Sverige til at bestyre
