rette rigsaktsmæssige Vei var: „fra svensk Ordning til norsk“. Istedetfor at gaa ud fra den bestaaende, lidet lovmæssige Nødhjelps-Ordning burde man vende tilbage til Grundloven og Rigsakten og bygge paa det der lagte faste Retsgrundlag. (Steens Programtale paa Lillestrømmen 16de August 1891).
Hermed indtraadte Sagen i et nye Stadium. Der kom Klarhed over Vei som over Maal. Ved at vende tilbage til Grundlov og Rigsakt indsaa man, at dette Spørgsmaal alene kunde løses gjennem Udskiftning.
I Henhold til indhentede Udtalelser fra Landets Venstreforeninger havde Landsventremødet den 30te Januar 1891 (før den Bernerske Dagsorden) opstillet som Valgrpogram: „en Ordning af diplomatiske Sagers Behandling, der indfører betryggende konstitutionel Ansvarlighed for norsk Statsmyndighed.“
Høire havde intet lært og intet glemt; det vilde fremdeles forhandle paa Grundlag af den bestaaende Fællesordning. Men Valgene gave Venstre Ret. Der valgtes 64 Venstremænd, medens Høire og de Moderate, der mere og mere nærmede sig hinanden, raadede over kun 50 Stemmer tilsammen.
Efter dette optog den nye Regjerings Formand, Statsminister Steen Udenrigssagen som Regjeringsprogram. I den ovennævnte Tale paa Lillestrømmen reiste han Fordringen om egen norsk Udenrigsminister.
Jeg holder paa egen Udenrigsminister, udtalte Regjeringschefen, —
fordi denne Ordning stemmer bedst med Grundloven;
