Omraade“ (21de Febr. 1891), — hvorefter Stangs Ministerium fratraadte.
To norske Regjeringer havde nu opbudt al sin Evne for at opnaa en Ordning ved Forhandlinger med Sverige. De havde tilbudt mer, end Foreningsakten gav dem Lov til, og forlangt mindre, end der efter Foreningsakten var vor Ret. Og dog var vi blevne afviste.
Saa skal det da aldrig kunne siges, at vi ikke først har prøvet Forhandlingernes Vei. Vor Optræden vil af Historien blive betegnet som ganske besynderlig hensynsfuld, — navnlig sammenlignet med Svenskernes i 1885.
Men de gjentagne Nederlag vakte en stedse klarere Opfatning i Norge af, at Forhandlingernes Vei var en falsk Vei. Det var daarlig Politik at forlange som Indrømmelse, hva man traktatmæssig besad som Ret. Ikke den svagere var det, som burde slippe det bestaaende Retsgrundlag; den sterkere Modpart vilde da selvfølgelig stille alle de Forlangender, han troede sig at have Magt til at gjennemføre.
Retningen havde i det hele været falsk. 80 Aars faktisk Fællesskab med Hensyn til udenrigske Anliggender havde bragt Lovens Krav i Forglemmelse; vi havde vant os til den Forestilling, at det, som var blevet Praxis, ogsaa maatte være Lov. Og dog havde hele denne Praxis »udviklet sig ved Siden af, tildels i Strid med Loven«. (Den svenske Statsministers Foredrag, Dok. S. 3, Side 5, Storthingsforh. I for 1862—63). Man havde stadig, som Statminister Steen har udtrykt det, villet „gaa over fra svensk Ordning til fælles“, — hvilket Sverige med sin berettigede nationale Selvfølelse ikke kunde gaa med paa uden til Gjengjæld at erholde mere end Norge kunde indrømme; den
