(Prof. Aschehoug)[1]. Dertil kommer endnu den ydre Politiks Betydning for Landets Næringsliv. Handels- og Sjøfartstraktater, Told-, Post-, Telegraf-Overenskomster o. lign. kan være af stor Vigtighed for et Lands Fremgang og Trivsel. Af Bodøsagen har vi lært, hvad et ansvarsløst Udenrigsstyre kan koste os i rene Penge. Konsulatvæsenets Betydning for en sjøfarende Nation som vor skal siden blive omtalt.
At berøve et Folk Retten til selv at skjøtte sin ydre Politik er saaledes et dybt og farligt Indgreb i dets hele Tilværelse. For atter at tale med Prof. Aschehoug: „Det, at vore allervigtigste og allermest skjæbnesvangre Anliggender skal kunne afgjøres, uden at nogen norsk Mand har Ret til at blive hørt derom, er saa stort et Skaar i vor Selvstændighed, at det næsten tager sig ud som Ironi, naar man siger, at Norge og Sverige er ligeberettigede — kun med den Undtagelse, at Norgen ingen Andel har i Styrelsen af de diplomatiske Anliggender; thi denne Undtagelse er saa stor, at den Ligeberettigelse, som bliver tilbage, bliver kun et Fragment“ (se Unionsakt-Debatten 1871).
Imidlertid erkjendte Sverige, at Norge var forfordelt, og tilbød Underhandlinger. Og Nordmændenes Hensynsfuldhed fornægtede sig hellerikke
nu. Efter hvad der var passeret, havde de ikke
- ↑ »Om Unionskomiteens Udkast til en ny Foreningsakt«. S. 210. — Allerede flere Gange har Norge og Sverige været nær ved at komme i Krig (1848—49, 1855—56, 1863—64, 1885), uden at Norge kunde øve nogen Indflydelse paa Forhandlingerne. Ogsaa nu er vi maaske i større Fare end vi tror. I alle europæiske Blade har der været fortalt om et hemmeligt Forbund mellem Sverige og Tyskland (hvor Norge naturligvis ogsaa fik danse med), og Rygtet er ikke blevet tilfredsstillende benægtet.
