ikke indeholdt nogen ligefrem Fornægtelse af dets Ret, var nu nødt til at optage Sagen. Thi fand vi os i, hvad der nu var sket, saa vilde den norske Konges Myndighed over Norges Udenrigspolitik være gaaet over paa Sverige, og dermed vilde det have været forbi, ikke blot med Rigernes Jevnlighed, men ogsaa med det, som vi efter Folkeretten forstaar ved Norges Selvstændighed.
Thi at Norge skal være selvstændigt vil (efter Prof. Aschehoug) sige, at det skal have „ikke blot sine særskilte Statsmagter, sin særegne Nationarepræsentation og Regjering, men overhoved sine særskilte politiske Institutioner“ („Norges nuvær. Statsforfatn.“ I, S. 139). Herunder hører ikke mindst de Institutioner, hvorved Nationen træder i Forhold til andre Folk. Thi „en Stats Selvstændighed, Uafhængighed eller Suverænitet viser sig deri, at den i det ydre Samkvem med andre Folk træffer sine Bestemmelser frit og uafhængigt af fremmede Magter.“[1] Blev det lovformelig overladt til en anden Nationa at styre vor Udenrigspolitik, da var det „selvstændige Norge“ blevet som en umyndiggjort Mand, hvis Ord og Underskrift ikke gjælder uden Formunderens Samtykke.
Men det er ikke bare en Æressag for en Stat at have eget Udenrigsstyre. Det har ogsaa den største praktiske Betydning. „Dersom der i en eller anden Gren af den indre Styrelse begaaes nogen Feil, saa lader det sig gjerne rette paa, og Skaden vil i saadant Fald altid kunne bæres. Men Misgreb paa den ydre Politiks Omraade kan sætte
selve vor politiske og nationale Tilværelse i Fare“
- ↑ v. Holtzendorffs europæiske Folkeret, overs. af Fr. Hagerup, S. 38. — Sml. norsk Regjeringsindstilling af 14de Oktbr. 1834 (Depart. Tid. 1835, S. 262).
