blot Ret, men Opfordring til at „tage Sagen i sin egen Haand“; alligevel vilde man, at Forhandlingernes Vei først skulde være prøvet.
Det første Resultat af Ministeriet Sverdrups Forhandlinger med den svenske Regjering var Protokollen af 15de Mai (1885). Ifølge denne skulde Norge opnaa: Adgang til det ministerielle Raad for ligesaa mange norske som svenske Statsraadsmedlemmer. De norske skulde deltage i Sagernes Afgjørelse under Ansvar for Storthinget.
Men til Gjengjæld skulde Norge — give efter i Hovedsagen. Det skulde anerkjende Sveriges Ledelse af den norske ydre Politik. Sveriges Udenrigsminister skulde lovfæstes som norsk og gjennem Rigsakten gjøres til Foreningsvilkaar, saa vi for al Tid vilde have fraskrevet os Selvstændighedens Ret paa denne Kant. Den Pris var for dyr. Ingen Indrømmelser kunde berettige til en saadan pofrelse. Den kunde hellerikke iværksættes. Efter Forfatningen lod det sig simpelthen ikke gjøre at lægge et norsk Embedsomraade ind under fremmed Myndighed.
Den Kritik, 15de Mai-Protokollen mødte allerede i Storthinget 1885 (ketil Motzfeldt), bragte Ministeriet Sverdrup til at fravige den, hvorefter Forhandlingerne fra svensk Side blev afbrudte. I 1886 blev den fra alle Knater dømt og desavoueret, endog af Regjeringschefen selv, som hævdede, at Sagen maatte blive at ordne paa norsk Vei. „Ingen,“ sagde Johan Sverdrup, „bestrider Sveriges Ret til at forandre sin Grundlov; men da faar man ogsaa tillade, at Norge lige selvstændigt raader over sin Grundlov og lader indflyde i den de Bestemmelser, som det anser for at være nyttige for de vigtigste Statøiemed, og som er forenelige med de Pligter, det har overtaget.“ Han tilføiede:
