Kompromis mellem dem, som troede paa det kgl. Diktamen, og dem, som forstod det; den lød:
„Storthinget, der fastholder, at en Revisjon af de unionelle Bestemmelser — naar Hs. Maj. maatte finde, at det rette Tidspunkt til at forberede en saadan maatte være kommet — alene kan finde Sted paa den i Rigsakten given Grundvold, nemlig Rigernes Ligeberettigelse og Eneraadighed i alle Anliggender, som ikke er betegnede som unionelle, — og som i Hs. Majestæts Diktamen af 18 Febr. 1862 paaskjønner et Udtryk for den samme Opfatning af de Vilkaar, hvorpaa en Revision kan foregaa“, — b eslutter, osv.
Meningen var at afvise Revision paa det svenske Grundlag, men samtidig at være saa elskværdig som mulig mod Kongen. Man har siden lært at vogte sig lidt for slig Elskværdighed; man har set, at den kan mistydes og misbruges. Dagsordenen blev fortolket som Tilladelse til at nedsætte en Unionskomité. Denne kom efter mange Vanskeligheder istand (1865) og blev færdig med sit Forslag til Unionsakt 29de Aug. 1867.
Forslaget blev af den norske Regjering godkjent og fremlagt til Behandling for Storthinget i 1871.
Fællesskabet skulde efter dette Forslag
væsentlig udvides[1].
- ↑ Den ældre Opfatning af Fællesskabet er udtalt af den 1ste Unionskomité saaledes: »Det vilde være et utilbørlig Indgreb i den ethvert Rige særskilt tilkommende Selvstændighed at udstrække Rigernes indbyrdes Fællesskab videre end de to Hovedbetingelser, Forening under én Konge og fælles Forsvar uundgaaelig kræver.« Og af den norske Regjering i 1847: »Fjerner man sig fra den Hovedtanke, at Foreningen mellem Norge
