Forskjellige Forhold, der før havde været
afgjorte af hvert Rige for sig, skulde nu ordnes ved
Fælleslovgivning. Istedetfor det bestaaende
„sammensatte“ Statsraad, der i Virkeligheden er norsk
Statsraad eller svensk Statsraad, kun med Tiltræde
af tre Medlemmer fra det andet Rige i særlige
Sager, skulde nu et unionelt Statsraad oprettes,
d. v. s. „et Fællesministerium for begge Riger
med en Fællesgrundlov (Unionsakten), som skulde
staa over de særskilte Rigsgrundlove, og med et
fælles Virkefeldt, der var af stor Udstrækning og
omfattede de betydningsfuldeste Anliggender for
begge Nationer“ (Joh. Sverdrup i Unionsdebatten
1871). „En ubestemmelige Mængde Sager“ inddroges
under Fællesafgjørelse, og Forslagets Udtryk
var i denne Henseende saa lidet begrænsede, at
der vilde „være Adgang til at benytte dem paa
saa godt som hvilkensomhelst Sag, der maatte
komme paa Bane“ (Konstitutionskomiteen 1871).
Saa langt var man nu kommen bort fra den ældre
Opfatning.
Det er forstaaeligt, om end ikke ædelt, at det stærkere Rige vil udvide Fællesskabet. Ved alle Fællesafgjørelser vil jo dets Stemme veie mest, og jo flere Fællessager der blir, des mer vil altsaa
dets Indflydelse over det svagere Folk vokse.
og Sverige er bygget paa Fællesskab med Hensyn til Konge og til Krig og Fred, da forlader man ikke blot det bestaaende, men aabner tillige Døren for Vilkaarlighed og udsætter sig for at svække og rokke Unionen istedetfor at styrke og befæste dem.«
En lignende Erkjendelse blev fra svensk Side afgiven endnu saa sent som i 1861, da Statsminister De Geer udtalte: »I den nu gjældende Foreningsakt er de forende Riger neppe i noget Tilfælde undtagen i Spørgsmaalet om Krigserklæring og Fredsslutning betragtede som en Enhed«, — og: »Sveriges og Norges Forening er neppe noget mere end en Personal-Union« (8th. Forh. 1862—63 I, S. 5).
