idet den henviste til Adressen af 1860. Den Union, Svenskerne nu vilde have, gav saa langt fra Udsigt til, „hvad Foreningsakten efter norsk — og indtil for kort Tid siden ogsaa virkelig efter svensk — Opfatning var tilsikret Norge, nemlig fuld Uafhængighed og principiel Ligeberettigelse“, at den meget mere syntes at anvise Norge en Stilling, „som neppe kunde undgaa lidt efter lidt at nærme sig til den enkelte og underordnede Landsdels Stilling i en Helstat.“ Norge foretrak Foreningen som den var, selv med dens enkelte Ufuldkommenheder. I ethvert Fald maatte en Sag som denne „behandles i norske Former“ og ikke af nogen „unionel Komité“.
Efter en Replik fra den svenske Minister (De Geer) blev Sagen foreløbig stillet i Bero ɔ: udsat. men nu indtræder en Vending.
I den norske Regjering indtraadte i disse Dage (for 2den Gang) Fr. Stang. Han havde før været baade liberal og norsk[1]; nu opgav han Standpunktet fra 1814. Han enedes med De Geer om at faa en Unionskomité nedat, og forfattede sammen med ham det „diplomatiske Aktstykke“, som fra først af banede Vei for denne Komité: det kgl. Protokoldiktamen af 18de Febr. 1862[2].
Her opgives for første Gang fra norske Side det ubetingede Krav paa Ligeberettigelse, Selvstændighed og streng Begrænsning af Fællesskabet. Men det er gjort saa behøndigt, at med god Vilje og god Tro kunde man den Gang til Nød overse Svigtningen. storthinget svarede 15de Juni 1863
med en Dagsorden, der var istandbleven ved et
