riges Overhøihed klart udtrykt og klart gjennemført, samt Udvidelse af Fællesskabet[1]. I Anledning af denne Rigsdagens Fordring udtalte Adressen:
„En Revision af de unionelle Bestemmelser kan fra norsk Side ikke finde Sted uden paa den i Rigsakten givne Grundvol, nemlig Rigernes Ligeberettigelse og ethvert Riges Eneraadighed i alle Anliggender, der ikke er betegnede som unionelle.“
Den 9de April 1861 fremkom den svenske Justitsminister paany med Stændernes Krav om Rigsaktsrevision.
Han var mere diplomatisk end Rigsdagen, og Principet om Ligeberettigelsen fornægtedes ikke i Ord. Men des mere i Gjerning. I Stedet for den „fuldkomne Jevnlighed“, Sverige i 1815 havde erkjendt, vilde man nu have en „Ligeberettigelse efter Ydelsesevnen,“ — hvad der jo bare er et andet Ord for „Sveriges Overmagt“. Og istedetfor hvert Riges Eneraadighed i alt, som ikke vedkom Konge og Forsvar, skulde nu Unionen „udvikles“. Det sammensatte Statsraad skulde faa en større Virkekreds, og der skulde oprettes et Unionsparlament, der efter den nye Slags „Ligeberettigelse“ maatte komme til at bestaa af mindst to Svensker for hver Nordmand. Det var kort sagt en unionel Revolution, man forlangte; den bestaaende Union skulde i al Stilhed ombyttes med den, man i 1814 ikke engang med Vaaben i Haand havde kunnet vinde.
Den norske Regjering fastholdt (i Betænknig
af 14 Dec. 1861) Union af 1815 som den var,
- ↑ B. Dunker: »Revision af Foreningsakten« I., S. 57—88.
