Saa var Krisen der. Sverige viste sin
„Høimodighed“ ved at tvinge den norske Konge til
mod sit givne Løfte at bøie sig for svenske Krav,
hvis Gyldighed han ikke erkjendte. Man lod ham
endog i et Protokoldiktamen udtale, at det var
svensk Paatryk, som havde bøiet ham. Hvorefter
den svenske Regjering triumferede i en
Protokoltilførsel om, at den i Statholdersagens Afgjørelse
saa et „fornyet Bevis paa Hs. Majestæts Tilbøielighed
til at imødekomme det svenske Folks
Ønsker“ — uden Hensyn altsaa til det norske Folk.
Den norske Regjering protesterede mod denne eiendommelige Fremfærd.
Mod den stedfundne Afgjørelse udtalte Storthinget sig paa Nationens Vegne i sin enstemmige Adresse af 23de April 1860, hvilken Adresse blev enstemmig tiltraadt ogsaa af Regjeringen.
I denne Adresse, hvis argumentative Del væsentlig blev forfattet af Prof. Schweigaard, er det norske unionelle Standpunkt hævdet med saa megen Kraft og Klarhed, at den endnu staar som Grundlaget for vor Unionspolitik. Den samler sig i følgende 3 Sætninger:
„I den norske Konstitution findes ikke Spor af Ret for den svenske Stat til at være med ved Forandringer i Norges Grundlov;
„den norske Konstitution erklærer i utvetydide Udtryk, at Retten til at foretage saadanne Forandringer udelukkende tilhører Norges Statsmyndighed;
„i Rigsakten indeholdes Vilkaarene for den mellem Norge og Sverige indgaaede Forening.“
Den svenske Rigsdag havde i Skrivelse til Kongen af 2den April forlangt Revision af Rigsakten paa Grundlag af Tanken i Anckarsvärds og Dalmans Motioner. Hvad der ønskedes, var: Sve-
