Grundlovens § 14 bestemte, at til Statholder
i Norge kunde udnævnes en norsk eller svensk
Mand. Allerede snart efter 1814 begyndte
Nordmændene at føle denne Bestemmelse som et
Lydrigemærke paa Landet. Forslag om Statholderpostens
Ophævelse blev Gang efter Gang fremsat,
men naaede ikke frem. Endelig lovede Karl 4. (15)
ved sin Tronsbestigelse 1859 at ophæve Statholderposten,
hvis Storthinget derom fattede Beslutning.
Beslutningen blev da fattet (9de Decbt. 1859) og
af Regjeringen indstillet til Sanktion.
Rigsakten, der indeholder Foreningens Vilkaar, nævner intet om Statholderen. Denne Sag var altsaa norsk og ene at afgjøre af Norges Myndigheder. Men den nyvaagnede storsvenske Opfatning følte Trang til at prøve sig. I Rigsdagens Ridderhus reistes gjennem Dalmans Notion den Paastand, at Statholderen var et „Unionsvilkaar“ — trods Unionsakten. Og den svenske Regjering, som nylig med fuldkommen Loyaltit havde fordømt Overhøihedskravene i Anckarsvärds Motion[1], optog nu den Delmanske Fordring i Protokollen af 7de April 1860. Statholderposten „angik begge Riger“ og kunde ikke ophæves „anderledes end paa den Maade, som for unionelle Sager i Rigsakten var bestemt“, ɔ: i sammensat Statsraad. Da Statholderposten havde sin eneste Hjemmel i norsk Grundlovbestemmelse, ideholdt Svenskernes Paastand i Virkeligheden den Lære, at ogsaa Grundloven var en Unionstraktat. Var den det, vilde Norge ikke kunne raade over den uden Sveriges Samtykke; dermed vilde svensk Overhøihed være anerkjendt, Norges Selvstændighed i Principet
fornægtet og Overenskomsten af 1815 brudt.
- ↑ Udenrigsministeren Grev Manderstrøms Cirkulærnote af 7de Novbr. 1859.
